tirsdag den 9. august 2016

Drive in bio Lynge

Det er sommer og dejligt vejr. Sommerferien lakker imod enden og drengene har efterhånden vendt fuldstændig om på nat og dag. Vi beslutter derfor, at vi må benytte os af dette og køre et smut i drive in bio i Lynge. Normalt er dette ikke noget som ville kunne lade sig gøre, i weekenderne hos os, da filmene ofte starter meget sent. (Det er jo nød til at være mørkt) Vi har fået anbefalet den nye film som hedder "kæledyrenes hemmelighed" og den starter idag kl 21.45. 
Vi ommøblere vores Fiat Doblo, så vi kan ligge alle 4 i bagagerummet med dyner og puder i massevis. 
Vores yngste søn som ikke har været med før, er ved at tabe underkæben da vi, sammen med alle de andre biler, triller ind foran lærredet. Det er svært at forestille sig, hvad han havde forstillet sig, da vi forsøgte at beskrive konceptet for ham inden afgang. En ting er dog sikkert... Han er bestemt ikke skuffet. Forsynet med popcorn, begraver vi os under dynerne og er klar til at nyde filmen. Bortset fra et par myggestik, så kunne vi ikke have haft en bedre oplevelse. Men vi kunne jo også bare have valgt at sidde indefor i bilen. :)

tirsdag den 17. maj 2016

Egeskov slot

Bilen er pakket, vejret er perfekt og vi er klar til et lille roadtrip til Fyn. Vi skal til Egeskov slot. Forventningerne er høje og da vi ser køen foran parken, er vi glade for at vi har købt billetter hjemmefra, så vi kan komme nogenlunde hurtigt ind. Der er massere af ting at give sig i kast med og vi fornemmer hurtigt, at det ikke bliver svært at få dagen til at gå! Det bliver leget på den store legeplads med svævebane, klatrestativ, sæbekassebiler mm. Vi prøver kræfter med labyrinten, og går på opdagelse i trætopbanen. Vi ser det flotte slot, den smukke have og kigger på veteranbiler, motorcykler og cykler på udstillingerne. Da bliver da også lige tid til til at nyde en is og få dyppet tæerne i voldgraven. 
Egeskov slot var bestemt en oplevelse både for børnene og forældrene. Vi havde på forhånd hørt, at det var svært at nå det hele på en dag. Vi synes nu, at en enkelt dag passede fint til os! 
Og tænk engang.. Slottet var faktisk et ægte slot... 

fredag den 29. april 2016

Fjernstyrede biler fra Morfars

I lang tid har vi gået og snakket om, at det ville være sjovt hvis vi havde et par gode fjernstyrede biler at ræse rundt med her i området. Da Alexander havde  fødselsdag, besluttede vi os derfor for, at han skulle have en fjernstyret bil i gave og at vi tre andre ville købe en bil vi, som vi kunne dele, så vi kunne køre sammen. Desværre er vores erfaring at fjernstyrede biler har det med, forholdsvis hurtigt at gå i stykker i hænderne på vores drenge. Af bekendte havde vi fået anbefalet butikken som hedder "morfars" og som sælger alle mulige ting indenfor fjernstyrede ting. Her har vi nu købt 2 biler. 
De kører ca. 40 km i timen og de har allerede været ude og køre mange gange. Den ene har dog haft mistet det ene hjul. Det fede ved at biler fra morfars er dog, at butikken samtidig sælger alt i reservedele som du skal bruge for at reperere bilerne igen. For ca. 40 kr kunne vi købe de dele der skulle til, for at bilen igen kunne køre og for drengene var processen omkring at få bilen til at køre igen, mindst en lige så stor oplevelse som at køre ræs med den.

mandag den 18. april 2016

Zoologisk have

I påskeferien var vi en tur i zoologisk have. Alexander havde været så heldig, at få penge til turen i fødselsdagsgave. Det var efterhånden et par år siden vi sidst havde været afsted, så vi glædede os meget. Parkeringspladser er ikke noget zoologiskhave vælter sig i... Så en tur igennem Frederiksberg have og en god gåtur var nødvendig, før vi kunne komme ind. Men så er det jo godt, at man kan leje en trækvogn derinde, til de trætte ben!! Det var en rigtig dejlig dag og altid rart at se, hvordan de nye flotte anlæg til dyrene bliver flere og flere, for hver gang vi kommer på besøg. 

fredag den 26. februar 2016

Legoworld i Bella centeret 2016

Omkring vinterferien har Bella centeret i flere år fyldt hallerne op med legooplevelser for store og små legebørn. I år var ingen undtagelse. Drengene og jeg tog derind torsdag i vinterferien fulde af forventninger. I forhallen blev vi modtaget med krammere, af div velkendte figurer, og så var det ellers bare om at komme igennem billetkøen, for at komme ind. 

Det blev en dag med drøn på. Drengene blev uddannet i jedi kampens ædle kunst, fandt guld legoklodser hos guldgraverne, prøvede kræfter med ninjago forhindringsbanen, slukkede ildebrande, var i lego biografen, byggede med lego i de enorme bunker af klodser der lå rundt omkring, var totalt opslugte i fanzonen, hvor lego entusiaster havde stillet op med imponerende hjemmebyggede værker og tusinde andre ting. 
Vi elsker LEGO!! 
Så for os var ihvertfald ikke noget problem, at få en hel dag til at gå i legoworld universet. 

lørdag den 30. januar 2016

Overnatning på Bella Sky


Det er efterhånden længe siden Sylvester og jeg har prioriteret at lave noget sammen, bare os to. Derfor overraskede jeg ham inden jul med et overnatning på Bella Sky i København. Vi har mange gange snakket om, at det må være flot at sidde helt oppe i sky baren og kigge ud over København. Derfor hentede jeg ham fra arbejde en torsdag aften, og så tog vi afsted. Han vidste ingenting. heller ikke at jeg havde sørget for at han havde fri næste dag. Vi hentede tapas på vejen og kørte derhen. 
Det var super lækkert! Da vi havde spist og mørket var faldet på, gik vi op i Sky baren, fik lidt at drikke og sad og nød udsigten. 
Næste dag brugte vi formiddagen i deres spa, som vi faktisk havde helt for os selv,
i den tid vi var der. Det var rart at rive et døgns tid ud af kalenderen og bare nyde hinanden i ro og fred. 
Udsigten fra værelset om morgenen. Med et meget dårligt kamera.. 


tirsdag den 12. januar 2016

legejunglen i slangerup

 Når vinteren raser og drengene trænger til at brænde noget krudt af, elsker vi at komme en tur i legejunglen i Slangerup. Her er leg til flere timer, for både børn og voksne. Legelandet er delt op i 3 haller. Den bagerste er forbeholdt de mindre børn, og de to første er til alle. Her er ruchebaner og forhindringsbaner til op under loftet, kælkebakker, hoppeborge, trampoliner, fodboldbaner, biler der kører rundt, bolde og spillemaskiner i lange baner. ( især det sidste, er noget farmand som regel er nød til lige at komme forbi undervejs:))

Når kræfterne er brugt er det herligt at tage sig en pause med noget saftevand og en snack. Det er dog som regel ikke børnene, der beder om at komme hjem herfra ;)